Slået op d.

Sperto lancerer offentligt ladenet til elbiler

Sperto – Danmarks åbne ladenet – sætter strøm til de første offentlige ladebokse den 17. august. I starten er det gratis. Men også fremadrettet kan elbilisterne lade bilen op til Danmarks laveste pris uden dikkedarer.

Fast, lav pris uden abonnement! Det er mottoet for den nye ladeoperatør, Sperto, der er i gang med at udrulle et landsdækkende ladenet til elbiler. I en begrænset periode vil det endda være helt gratis at lade bilen op. Man sætter bare stikket i!

Sperto gør det enkelt og billigt at lade !

Herefter tilbyder Sperto opladning til kr. 3,50 pr. kWh uden oprettelse eller abonnement. I øjeblikket ligger prisen på cirka kr. 5-9 for samme ydelse. Så Sperto byder på en betydelig besparelse. Desuden bliver det let at lade, da man fx ikke behøver at få tilsendt et kundekort med posten. Man betaler da bare via en app på telefonen!

De første ladebokse tændes den 17. august i Sortebrødre P-hus centralt i Roskilde. Efter­følgende kommer der også en hurtiglader i P-huset, der ligger lige ved gågaden og tog­stationen. I løbet af efteråret dukker der så flere ladestationer op rundt omkring i landet.

Sperto leverer nøglefærdige løsninger til bl.a. kommuner, virksomheder og organi­sationer. Det er fx attraktivt for arbejdspladser, hvor man gerne vil tilbyde opladning til medarbejderne uden bøvl med administration eller beskatning. Sperto tager sig af det hele og tilbyder særligt gode vilkår for opladning på jobbet.

”Det er en god dag for elbilisterne, at vi nu er flere operatører til at betjene dem med supplerende produkter. Vi oplever en utrolig respons på vores koncept med en fast lav pris uden dikkedarer,” siger Spertos stifter, Erik Thrane.

Sperto har store forventninger til udviklingen i takt med, at mange nye elbiler med lang rækkevidde kommer på markedet i løbet af de næste par år.

”Det er ikke blot klima og miljø, der driver udviklingen. Det er også forbrugernes aha-oplevelse af, at de moderne elbiler simpelthen kører meget bedre end de gammeldags brændstof­biler,” konstaterer Erik Thrane.

Efter Roskilde, hvor laderne drives for kommunen, kommer turen til Dragsholm Slot, hvor elbilisterne kan spise på Michelin-restaurant, mens bilen lades op. Langeland bliver også elektrificeret med 9 ladepunkter fordelt på 5 byer i samarbejde med Go2Green og Fonden Langelands Elforsyning. Og der er flere på vej rundt omkring i landet…

På Spertos hjemmeside kan man fremadrettet følge med i, hvor der kommer nye ladere.

 

Pressemeddelelse, den 14. august 2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *