Udgivet i Skriv en kommentar

Lovgivere bør køre elbil!

Efter mangel på relevant lovgivning om ladeinfrastruktur i årevis kommer der nu både gode og mindre heldige love og regler i en lind strøm. Desværre er nogle regler tilsyneladende baseret på overførsel af erfaring med at tanke bilen i modsætning til erfaring med opladning af elbiler. Det duer ikke. For det er en helt anden brugeradfærd, der gør sig gældende med elbiler. Vi risikerer som samfund at skyde os i fødderne med gode intentioner, der rammer forbrugerne i stedet for at beskytte dem. Lovgiverne må sørge for at få brugererfaring.

Det er oplagt, at det kan være vanskeligt at lovgive om trafik, hvis man ikke selv har kørekort eller har prøvet at køre på cykel. Lige såvel kan det være svært at lovgive om opladning af elbiler, hvis man ikke selv har erfaring med den brugeradfærd, der er omkring opladning af elbiler. For det er ikke det samme som at køre og tanke en fossil-bil.

Der er ingen tvivl om, at lovgiverne har gode hensigter og fx gerne vil beskytte forbrugerne. Det kan vi kun være glade for. Men resultatet rammer i den sidste ende forbrugerne utilsigtet, hvis man ikke har forstået det nye el-paradigme i forhold til tankning.

Der er desværre flere eksempler. Men lad os blot tage ét eksempel i form af den nye ”Bekendtgørelse om krav til offentligt tilgængelig infrastruktur for brændstoffer og alternative drivmidler m.v.”

Skiltning af æbler og bananer
I bekendtgørelsens stilles der krav om, at der skal skiltes med, hvilke stiktyper, ladestanderen er udstyret med. Allerede her er man klar over, at bekendtgørelsen ikke afspejler praktisk erfaring. For det er fuldstændig tydeligt for enhver, når man nærmer sig en ladestander hvilke stiktyper, den har. Er der tale om kantstensladere, så har de nemlig alle som en det eneste godkendte stik i EU: Type 2! Er der tale om hurtig- eller lynladere, så har de alle som én ligeledes det eneste EU-godkendte stik: CCS/Combo2.

Den eneste afvigelse fra EU-standard finder vi på gamle hurtigladere og nogle få nyere lynladere. De har nemlig i visse tilfælde også et CHAdeMO-stik. Det er den gamle japanske standard, som ikke længere findes på nye elbiler bortset fra én udgående model. Man kan på lang afstand genkende CHAdeMO-kablet. Men søger man sådan et stik, så finder man det næppe ved at kigge ud i landskabet efter et skilt eller et kabel. Så finder man det formentlig længe inden, man kører mod standeren, via bilens navigationssystem eller på en app.

Hvis vi forestiller os tilsvarende regler for grønthandlere, så skulle de altså tvinges til at skilte tydeligt med, hvad der æbler og bananer. Det kan man fx gøre ved at sætte et lille æblepiktogram på hhv. æbler og bananer. Så er vi jo sikker på, at ingen tager fejl.

Krav om misvisende priser på standeren
Det bliver desværre værre endnu i bekendtgørelsen, når det kommer til kravene om visning af priser. Ladeoperatører skal nemlig tvinges til at vise listeprisen pr. kWh og den samlede pris ”live” på standerne. Her er det tydeligt, at man tænker på den gode gamle benzinstander, hvor tandhjul snurrer og viser både liter samt kroner.

Men der er flere problemer med de gode hensigter om at vise mængden af energi og den samlede pris. For det første er det slet ikke sikkert, at ladeoperatøren sælger opladning. Ja, du læste rigtigt. En ladeoperatør er en virksomhed, der opstiller og driver standere. Men opladningen bliver måske kun solgt til elbilisterne via en tredjeparts betalingstjeneste som fx en app. Det gælder fx for Sperto, at mere end 90% af opladningen på vores standere bliver afsat via mange forskellige betalingstjenester. Vi aner som ladeoperatør aner ikke, hvilke priser de mere end 30 udbydere på markedet opkræver. Hvordan skal man så vise prisen?

Men hvad så med de stakkels forbrugere? Jamen, de kender jo prisen fra deres app!

Selv hvis ladeoperatøren har en listepris – og den bliver vist på skærmen – så er det ikke nødvendigvis den pris, som kunderne betaler. For de kan igen benytte én af 30 forskellige brikker og apps, som operatøren ikke kender prisen på. Så det vil være totalt misvisende at vise listepriser på skærmen af ladestanderen.

Man kan jo spørge sig selv – kunne man forestille sig et krav til tankstationerne om, at benzinstanderne skal vise listeprisen og ikke den pris, der faktisk gælder på pumpen? Nej, vel…

Sidst men ikke mindst, så kender jeg som ladeoperatør endnu ikke nogen producenter af ladestandere, der har den ønskede funktion om at vise den samlede pris ”live”. Så vi står nu med den udfordring, om standerne overhovedet til rimelige omkostninger kan bringes til at vise de misvisende prisoplysninger.

Det ville derfor være ønskeligt, hvis flere lovgivere blev elbilister og fik konkret brugererfaring, så vi kunne få hensigtsmæssige regler, der kommer forbrugerne til gode. Som det ser ud nu får vi regler, der derimod forsinker og fordyrer udrulningen for at opfylde regler til ingen verdens nytte.

Jeg giver gerne en lovgiver en tur i elbil til en interesseret lovgiver! 😊

PS: Der er heldigvis en god dialog i høringsprocesser om lovgivning og regler. Men der slipper stadig nogle uheldige regler igennem, hvor der ikke er sammenhæng med virkeligheden trods de gode hensigter.

benzin-måler
Ladestandere er ikke udstyret med gammeldags tælleværker. Typisk ser man prisen i den app, som man anvender og ikke på skærmen af standeren. Men den står ikke og tæller op. Det vigtige må vel være at kende prisen pr. kWh.
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.