I Danmark får vi ikke nødvendigvis den bedste ladeinfrastruktur i forhold til samfundet, miljøet eller elbilisterne. Vi får i høj grad den ladeinfrastruktur, der bliver etableret som følge af kommunernes udbud. Derfor er det utroligt vigtigt, at kommunerne løfter dette ansvar hensigtsmæssigt. Hos Sperto får vi mange henvendelser om emnet, og her giver vi nogle af vores vores råd til kommunerne.
Adskil udbud iht. Ladestanderbekendtgørelsen og AFI-loven
I henhold til Ladestanderbekendtgørelsen skal kommuner etablere ladestandere på visse ejendomme inden 1. januar 2025. I mange tilfælde må man dog stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er efterspørgsel efter opladning på alle de lokationer – fx hos små og afsides beliggende institutioner. Det mener vi ikke, og samfundet risikerer således i den grønne omstillings navn at etablere mange unødige standere, der udgør en unødig belastning af miljøet. Vores råd er derfor, at kommunerne udsætter de pligtige ladestandere iht. Ladestanderbekendtgørelsen, hvis der ikke skønnes at være et reelt behov. Så må man se, om der kommer et behov på sigt. Måske bliver kravet slet ikke fastholdt pr. 1. januar 2025. Der er tid til at vente og se et par år endnu. I mellemtiden bør man fokusere, hvor der oplagt er behov.
Hvor, hvor mange og hvilken effekt?
Kommunen har ofte en idé om, hvor man ønsker ladestandere. Men hvis sagsbehandlerne ikke selv har erfaring som elbilister – eller der går overbudspolitik i den på politisk niveau – så kan man meget let ramme helt uden for skiven. Vi opfordrer derfor til, at kommunerne fører dialog med et bredt udvalg af ladeoperatører – store og små. For operatørerne ved, hvor ladestanderne hensigtsmæssigt placeres, hvor mange der skal etableres og med hvilken ladeeffekt.
På nogle lokationer er langsomladere oplagte. På andre er hurtig- eller lynladere den rigtige løsning. Men der kan også være lokationer, hvor der er forskellige behov. På de steder kan man eventuelt lade operatørerne byde alternativt ind med deres bedste bud på en konfiguration med forklaring af, hvorfor det netop er den rette løsning til stedet.
Omfang af udbud og pakker
Undlad at sætte alt i udbud på én gang samtidig med, at alle andre kommuner gør det samme. Det kan meget få operatører kapere, og kommunerne risikerer dermed at få en meget dårlig konkurrenceudsættelse. Det er bedre at køre nogle runder af udbud over tid. Så kan man også bedre justere ind til den rette kapacitet. Giv operatørerne lov til kun at byde på de specifikke placeringer, som de finder attraktive. Ellers vil kun ganske få byde.
I Sperto bliver vi tit spurgt, om det er en idé at lave pakker af gode og dårlige lokationer, så kommunen på den måde også får dækket placeringer, hvor der ellers ikke kom standere. Vores svar er klart nej, det er en dårlig idé. Hvis der er steder med meget ringe behov, så er det grundlæggende en dårlig idé at placere standere der. Så tager elbilisterne i stedet et ”quick fix” ved en lynlader på hoved- eller motorvejen.
Konkurrence og diversitet
Som på de fleste andre markeder får vi også det bedste lademarked, hvis det er præget af diversitet og konkurrence. Det er derfor en meget dårlig idé at strukturere udbud, så ”the winner takes it all”. Det er meget bedre at strukturere udbud, så én operatør faktisk ikke kan vinde alt men derimod maksimalt et bestemt antal lokationer/P-pladser. For så får man en bredere konkurrence, flere forskellige forretningsmodeller, forskellig ladeteknik og en højere forsyningssikkerhed.
Centrale udbudskriterier
Pas på med at lave for snævre udbud, hvor man går ned i tekniske detaljer, der kun passer på enkelte produkter eller operatører. Så bliver der snarere tale om tildelinger end udbud, og det kommer hverken kommunerne eller deres borgere til gode. Undgå også at gå ned i teknisk krav til ladestanderne, som allerede er reguleret af regler og lovgivning på elområdet. For man kommer meget let til at kræve én løsning, der udelukker en anden ligeså god løsning. Eksempelvis forekommer der ofte krav om et HPFI-relæ af type B. Men der kan man i de fleste tilfælde lige så vel anvende et HPHI-relæ af Type A-EV. Lad det være op til producenten af ladestanderen og operatøren at vælge den tekniske løsning, når flere forskellige løsninger kan være lige gode og lovlige.
Vi mener, at de centrale udbudskriterier ved offentlige ladestandere er:
a) pris for opladning ad hoc
b) pris for opladning via roaming
c) pris for etablering
Ad a) Prisen for opladning ad hoc med udbyderens egen betalingsløsning (som skal være let og gratis at tilgå) bør i vores optik være det helt centrale udbudskriterium. For det er jo den pris, som borgerne og ikke mindst gæster i form af turister og forretningsfolk kommer til at betale. Prisen for ad hoc opladning skal naturligvis angives i danske kroner pr. kWh uden oprettelse eller abonnement. Hvis der eventuelt er en start- eller minimumsbetaling, skal den angives. Der bør kommunen måske sætte en grænse på fx kr. 30.
Ad b) Næstefter prisen for opladning via operatørens egen betalingsløsning kommer prisen for opladning via tredjeparts-løsninger som det afgørende kriterium i vores optik. Det kaldes også for ”roaming”. Det er naturligvis vigtigt, fordi man ønsker, at ladestanderne kunne tilgås med andre brikker, apps eller kreditkort (hurtig-/lynladere) end lige nøjagtig operatørens egen proprietære løsning. Ellers risikerer man, at fx turister kører til andre destinationer, som de finder i deres apps. Man skal i øvrigt være opmærksom på, at tredjeparts-betalingsløsninger ikke nødvendigvis betyder højere priser, selv om vi ser uheldige eksempler på det, fordi operatøren diskriminerer mod dem. Efterhånden er konkurrencen faktisk så stor, at ”roaming” også kan betyde lavere priser. Det oplever vi selv hos Sperto, hvor tredjepartsudbydere videresælger opladning fra vores standere til under vores egen pris. Det er jo bare fantastisk for elbilisterne!
Men hvordan sætter man kriterierne for priser på ”roaming”, når udbyderen ikke har den fulde kontrol over tredjeparters priser? Det gør man ved at kræve, at operatøren giver konkrete eksempler på priser pr. kWh via 3-5 gængse tredjepartsløsninger, som operatøren selv må angive.
Ad c) Prisen for selve etableringen af standerne kan både være positiv og negativ. På den måde kan man også få dækket destinationer ind, hvor man vil have opladning, selv om det ikke er kommercielt bæredygtigt. Man kan fx forestille sig en P-plads ved en badestrand, hvor der skønnes behov for ladestandere til turister. Der er måske så kort en sæson, at standerne ikke kan drives rentabelt, og operatører derfor vil kræve betaling for etableringen. På den anden side kan man også let forestille sig så attraktive placeringer, at nogle operatører er villige til at opstille ladestanderne for egen regning eller ligefrem betale for at få lov. Økonomien i etableringen er naturligvis vigtig på kort sigt. Men på lang sigt kan det blive en rigtig dårlig løsning for kommunerne blot at vælge efter etableringsøkonomi, hvis prisen for opladning ad hoc og via roaming er alt for høj. For så betaler borgerne jo bare prisen ved standerne og kommunen går glip af indtægter, fordi turisterne kører andre steder hen. Så pris ad hoc og via roaming bør vægtes højest eller som minimum indgå i en samlet økonomisk vurdering.
Vælg rådgivere med omhu
Kommuner kan opnå rigtig stor (gratis) indsigt ved at føre en markedsdialog med et bredt udvalg af ladeoperatører. Derudover kan man naturligvis også benytte eksterne rådgivere. Indtil for nylig har der desværre ikke været et bredt og professionelt rådgivermarked. Markedet har derimod i vidt omfang været overladt til en række enkeltmandsfirmaer. På det seneste er de store rådgivere dog kommet efter det, hvilket giver flere og bedre valgmuligheder. Det er godt for ladebranchen og kommunerne.
Det er nemlig et klart problem, at nogle – men bestemt ikke alle – enkeltmandsrådgivere har savnet den dybe professionelle indsigt i ladeinfrastruktur. I Sperto har vi fx selv oplevet, hvordan en ung praktikant forlod os efter 3 uger for at slå sig op som rådgiver. I visse tilfælde kan habiliteten til at rådgive uvildigt også være mangelfuld, hvis rådgiveren for tætte relationer til bestemte operatører. I sidste ende går det både ud over kommuner og borgere, at de får ringere og dyrere ladeløsninger, hvis rådgivningen ikke er god nok.
Vi anbefaler derfor, at man beder potentielle rådgivere redegøre for deres professionalisme og habilitet i form af:
- relevant teknisk uddannelse/baggrund for rådgivning om ladeinfrastruktur
- referencer i form af andre udbudssager – samt oplysning om vinderne af de pågældende udbud (for mange gengangere?)
- tidligere ansættelser i energi- og ladebranchen
- andre relationer til personer/virksomheder i energi- og ladebranchen (fx via familie, foreningsliv eller tillidshverv)
