Udgivet i 10 kommentarer

Oplad elbilen billigt eller gratis!

Den billigste ladeløsning for de fleste er egen ladeboks og egen billige strøm, når man lader hjemme. Så kan man lade til under kr. 2/kWh. Men man kan lade lige så billigt eller ligefrem helt gratis, når man er på farten. Her gennemgår vi hvordan!

Gratis hurtiglader i Roskilde
Her lader vi billigt på Spertos hurtiglader i Roskilde til kr. 2,50/kWh. Men der er mange flere muligheder for at lade gratis eller billigt rundt omkring i landet, når man er på farten.


Gratis opladning på farten
Der er efterhånden mange gratis ladestandere i offentligheden. Det gælder destinations-ladere, hvor man kan lade op, mens man overnatter, arbejder eller klarer et ærinde. Men det gælder også semi-hurtige ladere og ultrahurtige ladere langs motorvejene. Så kan man hurtigt komme  rundt i landet på ægte gratis strøm – der ikke er lagt oven i bilens pris. Hermed en liste over mulighederne:

  • CPH Kastrup Lufthavn: ved rundkørslen med McDonalds og CircleK er der opstillet to ladestandere på henholdsvis 50 og 175 kW. De er begge gratis. Af samme årsag er de dog ofte optaget af eltaxier.
  • Powered by E.ON Drive & Clever: en opladning hos de to operatører koster normalt kr. 6-9/kWh uden abonnement med minimumsbetalinger på kr. 175-350. De to operatører har dog hver deres ultrahurtige station i henholdsvis Korsør og Fredericia (Erritsø), som er gratis så længe, man ikke kan få betalingssystemet til at virke. Der er 4 ultrahurtige ladere på 175 kW på hver station. Vi har med fornøjelse ladet der flere gange helt gratis. God service – så længe det varer! Der åbner også snart en station ved Knudshoved (Nyborg), hvor man kan lade gratis, indtil betaling bliver indført. Fyld da batteriet op!
  • Tesla: tidligere fulgte der gratis opladning med en Tesla i deres eget fine ladenetværk af såkaldte Super Chargers over det ganske land. Har man sådan en bil, så gælder det jo resten af køretøjets levetid. Endvidere har en række hoteller og indkøbscentre destinationsladere fra Tesla på 11-22 kW AC, som er gratis til rådighed for alle elbilister. Et eller flere stik er dog forbeholdt Tesla-bilister.
  • SEF: det regionale elforsyningsselskab SEF opstiller sidst i 2019 fire ladestandere på 50 kW i Svendborg. De bliver gratis det første år!
  • Sperto – Danmarks åbne ladenet: ladestanderne på 22 kW i Viborg (Stadion) og i Middelfart (HUSET) er gratis indtil videre!
  • CPH Roskilde Lufthavn: der er en gratis dobbeltlader på 11-22 kW.
  • OK: på en række af OK’s benzinstationer er der dobbelte 22 kW AC-ladere gratis til rådighed. Der er fx en station i Nyborg. For de fleste på farten er disse ladestandere for langsomme. Men kører man fx i en Renault Zoe, så kan den jo ikke lade hurtigere alligevel.
  • IKEA: ved varehuset i Aarhus er der 2-3 AC-ladere gratis til rådighed. Effekten kendes ikke men er formentlig 11 eller 22 kW. Der er også gratis opladning i Odense.

Billig opladning på farten
Hvis det ikke er gratis, så må man “nøjes” med billig opladning på farten. Hermed en liste over mulighederne:

  • IONITY: den tyske bilindustri har indtil videre opført 6 ultrahurtige ladestationer på 350 kW langs motorvejene De er henholdsvis placeret lige syd for Aalborg (Haverslev), ved Skanderborg, ved Fredericia (Erritsø), i Nyborg, Rødekro og Greve. Der kan lades til en flad pris på kr. 80 for en fuld opladning. Kører man fx i en Tesla Model 3, en Hyundai Kona eller Kia e-Niro, så lader man cirka 40 kWh fra 20-80%. Det bliver så kr. 2/kWh. Det er da billigt!
  • Sperto – Danmarks åbne ladenet: Sperto sænker fra uge 43 og resten af året prisen på alle standere (der ikke er gratis) til kr. 2,50 via app og kr. 2,75/kWh via Plugsurfing-brik. Husk, at du kan få en gratis Plugsurfing-brik med kr. 35 på kontoen!

Kia e-Niro Ionity

Her lader vi hos Ionity. Der er en fast pris på kr. 80 for en opladning via app og kr. 88 via Plugsurfing. Vi fyldte 45 kWh på. Det blev således kr. 1,78/kWh.

Opdateret: 2019-11-20

Udgivet i 3 kommentarer

Pressemeddelelse: Én ladebrik til alle

Nu bliver det lettere at oplade elbilen på tværs af ladeoperatører. Sperto har indgået samarbejde med Plugsurfing, som er Europas førende udbyder af ladebrikker på tværs af ladenet. Brikken er gratis og kan anvendes overalt.

Sperto er i dag det eneste danske ladenet, hvor alle elbilister kan lade uden oprettelse eller abonnement til kr. 3,50/kWh. Det foregår via en app.

Fremadrettet distribuerer Sperto også gratis ladebrikker fra Plugsurfing. Brikkerne kan bl.a. afhentes i shopping-centre, på hoteller og hos attraktioner, hvor Sperto har ladestandere.

Plugsurfing-flyer-brik
Flyer med Plurgsurfing-brik, som Sperto distribuerer gratis via partnere som fx hoteller, shopping-centre og attraktioner.

Ikke nok med at ladebrikken er gratis. I en begrænset periode er der også indsat kr. 35 på kortet, som kan anvendes til gratis opladning. Derefter koster det kr. 2,75 eller 3,85/kWh afhængig af standeren at benytte brikken hos Sperto.

Plugsurfing-brikken kan også anvendes på Danmarks eneste landsdækkende ultra­hurtige ladenet, Ionity, som ikke har egen ladebrik. Prisen er der 88 kroner for en fuld opladning. Endvidere kan brikken anvendes hos de øvrige danske operatører og på +120.000 ladestandere i Europa.

Erik Thrane fra Sperto udtaler: ”Vi føler os lidt som branchens Robin Hood. Vi har slået endnu et slag for, at opladning af elbiler skal være tilgængelig for alle uden abonnement, til rimelige priser og på tværs af ladenet.”

Udgivet i Skriv en kommentar

Pristjek på ladekabler

Sperto har et kampagnetilbud på Type 2 ladekabel (3P/32A) fra Webasto til kr. 1.499, som normalt koster kr. 1.699. For at vise, hvor knaldbilligt det er, sammenligner vi her priser.

Spertos ladekabel er produceret i EU og leveres af Webasto. Det er ca. 4,5 meter langt og kan benyttes til trefaset opladning af elbiler op til 22 kW. Vi sammenligner her priser på tilsvarende kabler fra 3 forskkelige udbydere inklusiv Sperto. De eneste forskelle, som vi kan konstatere på baggrund af de forskellige webshops, er følgende:

  • forskellige farve på kabler/stik
  • længde (kablet fra Sperto/Webasto er på 4,5 meter, hvor de andre er på 5 meter)
  • mærket er ikke angivet af de to øvrige udbydere (“noname”)
  • Webasto-kablet er produceret i EU – oprindelseslandet er ikke angivet af de andre

Prissammenligning

  • Sperto: kr. 1.499 + porto kr. 100 = kr. 1.599 inkl. porto
  • Clever: kr. 1.899 + porto kr. 195 = kr. 2.094 inkl. porto (31% dyrere)
  • Evbiler: kr. 1.749 + porto kr. 30-50 = kr. 1.779-1.799 inkl. porto (11-13% dyrere)

Priserne er fundet på de forskellige udbyderes hjemmesider (webshops) den 7. juli. 2019. Spertos kampagnepris gælder indtil den 1. august 2019.

Webasto Type 2 ladekabel 32A
Webasto ladekabel (3P/32A, 22kW) er på tilbud til kr. 1.499 + kr. 100 i porto (normalpris kr. 1.699 plus kr. 100 i porto).

 

Udgivet i 2 kommentarer

Gratis hurtigladning i Roskilde

Så er hurtigladeren i Sortebrødre P-hus i Roskilde sat i drift, og det er gratis at benytte den i en introduktionsperiode.

IES Wallbox MBW i3
De fleste elbiler oplades 6 gange så hurtigt på DC-laderen i Sortebrødre P-hus i Roskilde i forhold til en normal ladeboks.

Det er desværre kun få kun biler som fx Tesla, Renault Zoe og Audi e-tron, , der kan lade med en fornuftig hastighed/effekt (11-22 kW) fra en almindelig ladeboks-/stander.

Men det er der tænkt over i Sortebrødre P-hus i Roskilde. For ud over 4 almindelige ladestik på 11 kW er der også opsat en AC/DC-lader, som kan oplade alle moderne elbiler med en effekt på 22-24 kW. Det betyder, at Nissan Leaf, Hyundai Ioniq, Jaguar I-Pace samt de kommende elbiler Hyundai Kona og Kia e-Niro kan oplades 6 gange så hurtigt som normalt. 

Det betyder, at fx en Jaguar I-Pace kan oplades fra 20 til 80% på et par timer, en Kona eller e-Niro kan oplades på halvanden time, og de mindre elbiler kan oplades på en times tid. Og den tid kan man let få til at gå i centrum af dejlige Roskilde.

Udgivet i Skriv en kommentar

Sperto i medierne: ladestandere i Roskilde

Spertos første offentlige ladepunkter blev lanceret den 17. august 2018 ved åbningen af Roskildes fine, nye Sortebrødre P-hus. I den forbindelse har en række medier dækket sagen. Klik på nedenstående links for at læse artikler og se tv-indslag:

Tesla X og MB B Sortebrødre
Tesla Model X og Mercedes-Benz B Electric Drive lader i Sortebrødre P-hus, Roskilde.